Besøg hos LAZZAWEB

Vi har været på besøg hos LAZZAWEB, et fremadstormende marketingbureau i Aalborg, for at snakke om bæredygtighed med deres CEO Patrik Lazzarotto.
Hvordan arbejder i med bæredygtighed?
Selvom Patrik føler et stort samfundsansvar, så har LAZZAWEB ikke nogen specifik plan eller mål for bæredygtighed, men i stedet arbejder de mod at skabe mening hele vejen rundt, hvilket naturligvis også inkluderer bæredygtighed, men kombineret med sund fornuft.
Som eksempel kan nævnes deres indsats mod madspild i kantineordningen, hvor de gerne gemmer resterne, i stedet for blot at smide dem ud. Et andet eksempel er opsætningen af pantstationer over hele kontoret, som
sikrer at flere dåser og flasker går til genbrug, i stedet for at ryge i skraldespanden. Begge eksempler giver god mening for både pengepungen og miljøet. Et eksempel på at bæredygtighed og en god bundlinje ikke er hinandens modsætning.
Ser i det som en konkurrencemæssig fordel at arbejde med bæredygtighed?
Her fik vi et kort og kontant svar, nemlig et nej. Som Patrik understreger, så kommer det meget an på ens branche og hvilke kunder man har. For LAZZAWEB er deres målgruppe SMV'er, hvor det de bliver målt på er meget konkrete KPI'er i forhold til at øge kundernes omsætning. De bløde værdier er ikke i centrum.
Oplever i at jeres ansatte efterspørger bæredygtighed i jeres organisation?
Absolut. Det bliver et større og større ønske fra de ansatte, at der tænkes bæredygtighed ind i forretningen. Det er bestemt ikke noget der bliver presset ned ovenfra, understreger Patrik.
Et eksempel for ganske nylig er, at deres Office Manager stillede sig kritisk ved det store forbrug af batterier i eksempelvis mus og tastaturer. Her blev der taget en hurtig beslutning om at overgå til genopladelige batterier på hele kontoret, ved at opsætte ladestationer flere steder, så det blev nemt for de ansatte at aflevere de brugte batterier til opladning, og snuppe nogle færdigt opladte batterier på samme tid.
Hvorfor valgte i at støtte The Rhino Poster?
Der er flere ting i det for Patrik. For det første synes han, at det er fedt man både får en fed poster, og på samme tid støtter et godt formål.
Patrik var ikke selv klar over, at næsehornene er en truet dyreart. Så det at blive informeret omkring problemstillingen, synes han også var et stort plus.
Han nævner et eksempel på en anden sag LAZZAWEB har støttet, nemlig CRPS-foreningen, hvor han drager parallelen, at det er en problemstilling som ikke mange kender til. I det her tilfælde en sygdom, som mange danskere ikke kender til, men som desværre rammer mange mennesker hvert år. Her har LAZZAWEB støttet med en hjemmeside og hjælp til deres markedsføring.